Hvem er jeg?

 

Som samtalepartner er jeg spørgende og lyttende.

Min psykoterapeutiske arbejdsmetode bygger på systemiske og narrative teorier.

Jeg benytter den maieutiske metode eller ”jordemodermetoden”.

Det vil sige, at der ikke er færdige svar på forhånd eller gode råd undervejs.

Det er selve samtalen, der fører til ny indsigt og modet til at gå nye veje.

 

Fra det tværfaglige arbejde i traumebehandlingen har jeg fået et skarpt blik for ”det hele menneske”.

Vi er altid mere end tankerne og sproget. Kroppen taler med.

 

Vi er også altid vævet ind i fællesskaber og forbundet med andre.

Også når vi ikke er det.

Relationer er vigtige for alt, hvad vi gør. Både når vi er i dem, og når vi savner dem

Det, der er i mellemrummet mellem os, er af afgørende betydning for, om vores verden er lys eller mørk.

 

Dertil kommer, at vi altid er ”børn af vores tid”. Vi lever et bestemt sted på et bestemt tidspunkt, og kulturelle og politiske forhold er vigtige betingelser for, hvordan vi lever, og hvad vi kan gøre.

 

Svære problemstillinger, der kræver lægebehandling, giver jeg mig ikke i kast med.

 

Jeg er uddannet systemisk-narrativ supervisor og psykoterapeut fra DISPUK og har bred erfaring i praksis. Derudover har jeg et langt præsteliv bag mig - i byen og på landet. Jeg har oprettet og/eller ledet sorggrupper siden 1989 – i kirkeligt regi, for Børns Vilkår og Kræftens Bekæmpelse.

I en årrække var jeg leder på Rehabiliteringscenter for Traumatiserede.